Før vi kan begynde at udvikle programmel må vi først, til fulde, forstå kundens ønsker og brugernes forventninger. At opstille krav, som i tilfældet med domæne-modellering, kræver et snævert samarbejde mellem udviklerne (informatikerne) og kunde + brugere. Hvorledes dette snævre arbejde kan foregå skal jeg ikke komme ind på i denne artikel. Istedet skal jeg koncentrere mig om det teknisk-videnskabelige idet jeg samtidig glæder mig over at der er mange andre der studerer ko-operations problematikken.
Ved opbygning af kravspecifikationer projicerer vi, så at sige, en del af domænemodellen ind i datamaten. I kravspecifikationsarbejdet er vi derfor interesserede i at forstå hvilke dele af domænetilstanden, der skal indlæses i maskinen, hvor ofte den skal justeres, sikring af datalødighed, mmm. Dernæst er vi interesserede i at afbilde -- også ind i datamaten -- de af domænets funktioner, begivenheder eller opførsler der skal understøttes eller helt eller delvist automatiseres. Udover dette, som vi kan kalde domæne-specifikke tilkommer det programmel-specifikke: Krav til dets robusthed overfor svigt i de tilkoblede fysiske (herunder elektroniske) systemer, dets egen pålidelighed (korrekthed), dets evne at blive flyttet fra værts-maskine til anden, dets evne til at blive videre-udviklet. Endelig, når disse krav er formuleret, da at sikre passende menneske-maskine grænseflader: dialog, ``display'', og meget andet.
I metodelære for moderne kravspecifikationsteknik indgår at disse specifikationer formelt videreudbygger domænespecifikationerne. Relationer såsom korrekthed i trin af udvikling fra domæne til krav, konsistens, og meget andet, er derfor vigtige forsknings- såvelsom undervisnings-objekter. Grænser for hvad der kan kræves og hvad der idag kan specificeres undersøges også: Hvad forstås ved fejlsikkerhed, pålidelighed, oma., er centrale emner for datalogen.
IT/DTU's SEKTION FOR PROGRAMMELSYSTEMER udforsker pt. dette område intenst.