02120 Informatikfagpakkeprojekt

Projektarbejdets faser


Retningslinier for projektarbejdet og for den afsluttende rapport kan findes i [Sha00] Robin Sharp and Jens Thyge Kristensen, `Software Development Projects', Department of Information Technology, DTU, 2000 - findes som filen SWproj.ps.

I det 1. semester skal hver gruppe

  1. vælge et emne - en opgaveidé,
  2. forstå opgaven,
  3. foretage litteraturstudier (få teorien på plads)
  4. afgrænse opgaven,
  5. undersøge løsningsmuligheder,
  6. afgrænse løsningsforslaget,
  7. udarbejde en kravspecifikation,
  8. modellere den valgte løsning, såvel matematisk som programmeringsmæssigt.

Semesteret afsluttes med aflevering af en delrapport. Delrapporten dannes ved at samle og redigere den løbende foretagne dokumentation og omfatter, jfr. [Sha00], afsnit 5.2:

Udover delrapporten har I en række arbejdspapirer, notater, stikord og idéer til de andre dele af den endelige rapport.

I 2. semester skal man

  1. realisere løsningen - foretage implementering i et passende programmeringssprog,
  2. afprøve produktet og eksperimentere
  3. færdiggøre rapporten, der skal afleveres

Hele projektforløbets resultat er en rapport der dokumenterer gruppens produkt, jfr. [Sha00], kapitel 5. Noten `Software Development Projects' er skrevet med deciderede software projekter i tankerne, men anvisningerne kan (med få tilpasninger) anvendes i andre projektsammenhænge.

Projektforløbet

Noten [Sha00] giver også idéer og metodikker til hvordan en gruppe kan håndtere projektforløbet, inklusive den dokumentation der skrives undervejs.

Det centrale i projektforløbet er at deltagerne systematisk arbejder med at nå fra en løs idé til en løsning, der virker som dokumenteret i en rapport. Der vil derfor ikke være mange forelæsninger idet fælles teorier og teknikker er indlært i tidligere kurser, mens specielle teorier og teknikker for den enkelte emnekreds må studeres individuelt efter opgavestillernes anvisninger.

For at holde styr på et projekt der strækker sig over længere tid, må man dokumentere aktiviteterne i gruppen. Hvert projekt skal derfor hele tiden have aktuelle versioner af

  1. et udkast til rapport,
  2. en tidsplan med forventede aktiviteter i givne tidsrum samt konkrete mål til faste tidspunkter, og
  3. en projekthistorie (laboratorie-journal, dagbog) med afholdte møder, beslutninger mv.

Bemærk: En tidsplan er et planlægningsinstrument og ikke en spændetrøje. Den kan og skal revideres gennem forløbet efterhånden som man vinder ny indsigt.

Opgaverne

Hver opgave - eller opgaveidé - har en opgavestiller, der er en ansat ved IMM. Opgavestilleren er normalt ikke underviser på kursus, men man kan forvente at få en samtale med vedkommende om opgaven samt supplerende materiale. Vedkommende vil ikke optræde som konsulent, men som `bruger' der spændt venter på det endelige resultat.

Udover opgavestiller kan der til et projekt være knyttet en faglig rådgiver som kan vejlede med hensyn til anvendelige teorier og teknikker. Underviserne fungerer som konsulenter for de enkelte grupper og som vejledere om projektafvikling.

Gruppedannelse

Deltagerne skal arbejde i grupper med 2 - 4 deltagere.

Gruppearbejdet

Projektforløbets succes står og falder med gruppernes egen indsats. Det forventes at gruppen selv tager initiativet, styrer projektforløbet, fordeler arbejdsopgaverne i gruppen, og løbende sammenligner de opnåede resultater med de stillede mål. Gruppen bør samles mindst én gang om ugen. Til disse møder er der en dagsorden med punkter, og et veldefineret formål. Møderesultatet (eventuelt i form af et referat) skal som minimum være de trufne beslutninger og en status over om formålet blev opfyldt.

Foruden interne gruppemøder vil underviseren fast mødes med hver gruppe en halv time ca. hver tredie uge. Hver gruppe må inden mødet gøre sig klart hvad det forventede resultat af mødet skal være, opstille en dagsorden for at nå resultatet og meddele den til mødedeltagerne i forvejen. Til aftalte møder er der pligt til at komme, ellers skal en aflysning fremsendes et par dage i forvejen.

Møder derudover med underviseren, opgavestillerne eller eventuelle faglige rådgivere aftales efter behov på gruppernes initiativ.

Eksamenskrav

Det er alene den rettidigt afleverede rapport og en mundtlig fremlæggelse som er bedømmelsesgrundlaget for opgavestiller og underviser. Den arbejdsindsats gruppen har ydet undervejs i projektforløbet skal direkte fremgå af bedømmelsesgrundlaget for at kunne blive honoreret efter fortjeneste. Der gives karakter i 13-skalaen.

Ved bedømmelsen lægges hovedvægten på rapporten, hvorimod den mundtlige fremlæggelse normalt kun vil kunne flytte karakteren et enkelt trin på 13-skalaen. Som hovedregel får alle i en gruppe samme karakter. Men hvis den mundtlige fremlæggelse afslører væsentlige forskelle i gruppedeltagernes arbejdsindsats og viden vil det komme til udtryk i de afgivne karakterer.

Underviser

Navn Kontor Email
Jens Thyge Kristensen IMM, 322 - 017 Email: jtk@imm.dtu.dk


Jens Thyge Kristensen, Email: jtk@imm.dtu.dk

Første udgave: 17. august 2005