Da de hemmelige koder blev offentlige

Af Adjunkt Erik Zenner og Professor Lars Knudsen, DTU Matematik

Når du i dag surfer på nettet, sker det af og til, at din browser opretter en ”sikret forbindelse”. Dette sker f.eks., når du køber noget online, eller når du logger på en hjemmeside, hvor du har en brugerkonto. I mange browsere kan du genkende en sikret forbindelse ved en lille hængelås, der vises i browserens bund. Når forbindelsen er sikret, så bliver al data krypteret. Dette betyder, at de er kodet, således at kun du og din kommunikationspartner (typisk webserveren) kan læse de beskeder, der sendes frem og tilbage. Krypteringen er kun mulig, hvis du deler en hemmelighed med din partner, som ingen andre kender til. I kryptologien – videnskaben, som beskæftiger sig med hemmelige koder – kaldes en sådan hemmelighed en nogle. Men hvordan kan det være, at du (eller din browser) deler en fælles hemmelighed med en webserver, som du aldrig før har været i kontakt med? Ens browser kunne måske have en nøgle til alle webservere? Det har den ikke, og det vil heller ikke være en god idé – hvis browserproducenten bygger nøglerne ind, så vil den jo dermed kende dem, og de vil derfor ikke længere være hemmelige. Her har vi åbenbart et problem: For at være i stand til at sende hinanden hemmelige beskeder skal man først

udveksle en hemmelig nøgle, dvs. sende hinanden en hemmelig besked. Dette paradoks virker uløseligt, men i dette kapitel skal vi se på, hvordan problemet  med nogleudveksling løses.